Print denne side

Introduktion

- At kunne skabe, vedligeholde og indgå i et fagligt socialt netværk ved hjælp af web 2.0 teknologier

Dette undervisningsforløb handler om, hvordan du som underviser/lærer kan opbygge faglige netværk gennem web 2.0 teknologier samt anvende disse netværk både i undervisningssammenhænge og i din egen personlige faglige udvikling i fremtiden.

Udformningen af forløbet bygger på en omfattende gennemgang af eksisterende undersøgelser af, hvorledes web 2.0 hidtil er blevet anvendt i undervisningsverdenen. Her tænkes både på den didaktiske tilgang, og hvordan der konkret er blevet arbejdet med social software i uddannelser. Desuden bygger forløbet på forfatternes mange års erfaringer med netbaserede uddannelsesforløb.

Uddannelsesinstitutionerne

Selv om nogle uddannelsesinstitutioner har inddraget web 2.0 teknologier i læringssammenhænge, er det generelle billede, at ny teknologi kun langsomt trænger ind i undervisningsverdenen, og at unges kompetencer med sociale medier således kun i ringe omfang anvendes i forbindelse med uddannelse. Dette er en problematik, der bliver mere og mere aktuel, set i lyste af de kompetencer unge forventes at få brug for i fremtiden.
(se f.eks. EU rapporten:"Learning 2.0: A Study on the Impact of Web 2.0 Innovations on Education and Training in Europe" og "The Horizon Report 2010").

Konklusionen på gennemgangen af undersøgelserne er desuden, at mange unge (men ikke alle!) besidder mediekompetencer, som de er vant til at bruge i fritiden, men at de unge mangler erfaring i, hvorledes disse kan anvendes fagligt i uddannelsessammenhæng.

Det rejser to spørgsmål: hvori består disse kompetencer, og hvorledes kan uddannelsesinstiutioner løfte denne opgave?
TabelGif.gif

Fremtidens mediekompetencer

Henry Jenkins, der er professor ved MIT, Massachusetts Institute of Technology var i 2006 den ledende forfatter af en hvidbog for the MacArthur Foundation's Digital Media and Learning Initiative. Det whitepaper: "Confronting the Challenges of Participatory Culture: Media Education for the 21st Century", der blev resultatet af det 50 mill $ store forskningsprojekt, giver nogle bud på de uddannelsesmæssige forandringer, der kræves, når unge skal være aktive deltagere i en kultur, der stadig højere grad værdsætter innovation, samarbejde, videnopbygning og evne at udnytte kollektive intelligensnetværk.


TabelGif.gif
De kulturelle kompetencer rapporten udpeger, er:
  • Spil - evnen til at eksperimentere med sine omgivelser som en form for problemløsning
  • Performance - evnen til at påtage sig alternative identiteter med henblik på improvisation og opdagelse
  • Simulering - evnen til at fortolke og konstruere dynamiske modeller af den virkelige verdens processer
  • Tilegnelse - evnen til meningsfuldt at sample og remixe medieindhold
  • Multitasking - evnen til at scanne omgivelserne og flytte fokus til vigtige detaljer.
  • Distribueret Kognition - evnen til at interagere meningsfuldt med værktøjer, som udvider mentale evner
  • Kollektiv intelligens - evnen til at indsamle viden og sammenligne noter med andre mod et fælles mål
  • Vurdering - evnen til at evaluere pålideligheden og troværdigheden af forskellige informationskilder
  • TransMedia Navigation - evnen til at følge strømmen af historier og information på tværs af flere medier
  • Networking - evnen til at søge efter, syntetisere og formidle information
  • Forhandling - evnen til at deltage i forskellige fællesskaber, forholde sig kritisk til og respektere flere perspektiver, samt forståelse for og evne til at følge alternative normer
(Confronting the Challenges of Participatory Culture: Media Education for the 21st Century, p. 4, vores oversættelse)
Det mest interessante ved de kompetencer, Henry Jenkins udpeger, er den store vægt, der er på det sociale og på innovation. Den aktuelle samfundsdebat om, hvad Danmarks skal leve af i fremtiden, er i tydelig overensstemmelse med Jenkin's fremtidskompetencer. Eksempelvis er det regeringens mål at "Danske virksomheder og offentlige institutioner skal være blandt de mest innovative i verden" bl.a. ved at ændre Folkeskoleloven, så fagbeskrivelserne "omfatter pædagogiske metoder og teknikker, der kan stimulere og udvikle folkeskoleelevernes innovative kompetencer" - og et hurtigt opslag i Jobnet.dk viser, at samarbejdsevner fremhæves i de fleste stillingsopslag. Formuleringer som "Du er teamplayer, vægter samarbejde og er god til at lytte såvel som at kommunikere," er typiske formuleringer i stillingsopslag.

Underviserens rolle

Erfaringer fra mange evalueringer af Web 2.0 forløb viste også, at underviseren/læreren har vanskeligt ved at definere sin ændrede rolle. En af årsagerne kan være, at det er nødvendigt med egne erfaringer i forhold til web 2.0 for at kunne udforme undervisningsforløb, der anvender de muligheder, som ligger i social software teknologierne. Web 2.0 teknologierne ses ofte anvendt, som man er ”vant” til, nærmest som en slags tekstbehandling – Word dokumenter (web1agtigt), og udnytter dermed ikke essensen at web 2.0, hvor grundlaget er, at ”mennesker møder mennesker”, netværksdannelse, og at det er brugerens deltagelse, der tilfører værdi. Der ligger altså en opgave for underviseren som dels indeholder en holdningsændring i forhold til, hvordan web 2.0 teknologier kan anvendes til læring samt en opgave i at formidle til studerende, hvordan undervisningen er tænkt ind i disse nye rammer. Det betyder, at dette undervisningsforløbs omdrejningspunkt er netværksdannelse, faglig netværksdannelse, samt hvorledes du gennem egen deltagelse i forløbet kan overveje og få ideer til, hvordan faglig netværksdannelse kan indtænkes i uddannelsessammenhænge. Altså: At kunne skabe, vedligeholde og indgå i et fagligt socialt netværk ved hjælp af web 2.0 teknologier.
TabelGif.gif


Undervisningsforløbets grundide

Weblogs, Wikier, flickr, sociale bogmærker osv. betegnes oftest som Web 2.0. Baggrunden er selvfølgelig et ønske om at markere, at det Internet, vi alle kende - den store opslagsbog - er Web 1.0, men desværre er betegnelsen Web 2.0 i manges bevidsthed kommet til stå som et antal let tilgængelige og oftest gratis teknologier, mens det centrale sociale aspekt er blevet tilsvarende nedtonet. Tim O'Relly introducerede utvivlsomt begrebet, fordi ver. 2.0 et kendt begreb, der signalerer en væsentlig opgradering af noget eksisterende, men selv det, er der ikke enighed op på et mere overordnet niveau:

The term is closely associated with Tim O'Reilly because of the O'Reilly Media Web 2.0 conference in 2004. Although the term suggests a new version of the World Wide Web, it does not refer to an update to any technical specifications, but rather to cumulative changes in the ways software developers and end-users use the Web. Whether Web 2.0 is qualitatively different from prior web technologies has been challenged by World Wide Web inventor Tim Berners-Lee, who called the term a "piece of jargon", precisely because he intended the Web in his vision as "a collaborative medium, a place where we [could] all meet and read and write". He called it the 'Read/Write Web'.
Wikipedia (eng), opslag på Web2.0

I et interview siger Tim O'Reillys hårdt presset for en definiton på Web 2.0, at det anderledes, er dets fokus på, at "users add value". Dét er en tankegang, der trods alle nye læringsteorier og anvendelse af begreber som konstruktivisme og kollaboration er fremmed for uddannelsesverdenen. Mens vi har ganske let ved at gøre rede for, hvilken værdi læreren og stoffet bidrager med til i undervisningen, er det langt sværere at besvare spørgsmålet: "Hvad er det for en værdi de studerende bidrager med?"
Det har ifølge Anna Sfard historiske og kulturelle årsager, begrundet i vor opfattelse af, hvad læring er (Sfard, A. (1998). On two metaphors for learning and the dangers of choosing just one. Educational Researcher, 27(2), pp. 4-13). Anna Sfard illusterer ved hjælp af 2 metaforer, hvori vanskelighederne består:
Sfard.jpg
Sfards påstand er, at vi i den vestlige kultur ser viden som beskrevet med "acquisition" metaforen:at viden er noget den enkelte tilegener sig og har ejerskab til. Denne opfattelse har ikke blot konsekvenser for vor opfattelse af viden som begreb, men også for hvordan læring sker og på de roller, der tildeles studerende og underviser. Ifølge Sfards overser vi af historisk, kulturelle årsager helt "participation" metaforen i vort uddannelsessystem. Læringsteoretisk er området dog ikke ignoreret, eksempelvis adresserer Wengers begreb "communities of prasis" helt klart denne metafor.
For mere Sfards to metaforer: se (Sfard, A. (1998). On two metaphors for learning and the dangers of choosing just one og Nina Bonderup Dohn og Lars Johnsen: E-læring på web 2.0, Samfundslitteratur, 2009, pp 175 - 201.

Ser vi nu på, hvilke opfattelser af, hvorledes information (viden) opbevares og deles, der svarer til de to metaforer får vi illustreret forskellen på Web 1.0 og Web 2.0 i forhold til begrebet "Information":

Vidensformer.jpg

Mens en Web 1.0 opfattelse kan illustereres som en bunke rådhusvinblade, som man stikker hånden ned i og roder igennem, til man finder de informationer/det materiale, man har behov for i en given situation, er Web 2.0 en orientalsk markedsplads, hvor mennesker mødes, og informationerne flyder kaotisk og ustruktureret.

Den samme kritik kunne meget vel rettes mod de LMS'er, som de fleste uddannelsesinstitutioner anvender. LMS'ernes force ligger netop på strukturering og opbevaing af materialer, underviserne og institutionen stiller til rådighed, mens områder til diskussioner og studieaktiviteter er langt mere sparsomme. De fleste LMS'er kunne meget vel karakteriseres som Web 1.0 teknologi.

Som sådan er Web 2.0 faktisk ikke noget fundamentalt nyt, "anbefalinger" og "tillid" er jo netop hvad f.eks."peer review" bygger på! Man kunne med god ret sige, at det er gamle dyder, der kommer til deres ret igen. Mens vi en tid har været meget facineret af de nye teknologiers muligheder for opbevaring og systematisering af information, har vi måske glemt "fortidens dyder", der bestod i at stole på anbefalinger fra folk, vi har tillid til. Det anderledes ved de nye teknologiske muligheder, de sociale medier åbner op for, er, at vi nu har fået langt større adgang - ikke blot til informationer - men til mange flere mennesker.
Clay Shirkey har ganske sigende sagt: "It's not information overload, it's filtering failure", og her ligger det nye: vi skal være meget mere bevidste om at bruge mennesker som filtre. Værktøjerne til det, er netop det, Web 2.0 teknologierne giver os i hænde.

Mens Anna Sfards to metaforer illustrerer to forskellige opfattelser af vidensbegrebet, rammes ovenstående skema dog også af den kritik, der rettes mod bl.a. Wengers begreb "praksisfællesskaber" i forhold til læring og uddannelse (for en sammenfatning, se Ryberg og Larsen: "Networked identities: understanding relationships between strong and weak ties in networked environments", Journal of computer assisted learning, 2008). Wenger skelnede på en elærings konference i Ålborg mellem "Groups" og "Networks" og denne skelnen er nok så vigtig. Men "gruppen" repræsenterer det, der kaldes "tight links" består "netværket" til forskel herfra af "weak links". Denne skelnen adresserer Christian Dalsgaard i artiklen: "Social networking sites: Transparency in online education.", hvor han argumenterer for at uddannelsesverdenen med fordel kan lære af den åbne struktur samt den ballance mellem personalisering og individualisering, sociale netværkssites er karakteriseret af.

De tanker om Web 2.0 teknologiernes anvendelse i undervisning, som specielt Thomas Ryberg (Catering to the Needs of the "Digital Natives" or Educating the "Net Generation"?- licensbelagt materiale) og Christian Dalsgaard (Social networking sites: Transparency in online education) gør sig, ser vi som ikke blot et væsentligt bud på, hvorledes Web 2.0 kan bidrage til læring, men også som en måde at tydeliggøre forskellen mellem Web 1.0 og Web 2.0.

Det overvejende element i forløbet er arbejdet med en faglig profil, idet denne er udgangspunktet for at skabe og vedligeholde et netværk. Her lægger projektet sig mere op af begreber som "awareness" og "transparency" (Dalsgaard) end egentlig collaboration. Man kan dermed også sige, at projektet er mere pragmatisk ift. de aktuelle uddannelser. Samtidigt er projektet eksemplarisk som eksempel på Web 2.0 teknologiernes mange muligheder og vigtigheden af det pædagogiske formål. Det er det pædagogiske formål, der styrer, hvorledes teknologierne anvendes og ikke omvendt!